Elefant der symboliserer rejsen hjem til dig selv


Om mig



Jeg hedder Rikke, jeg bor på Frederiksberg med min mand Frederik og vores to børn, Viggo og Ingrid.


Jeg er fascineret af, hvordan vi kommer til verden som bittesmå mennesker, og for at overleve suger til os af det vi omgiver os med - vi vikler os ind i vores omsorgspersoner, det sociale, kulturen og samfundet. Vi stræber efter at leve op til vores forældres og omgivelsernes forventninger, idealer og normer - ofte på bekostning af os selv og med betydning for vores nervesystem. 


Jeg er drevet af undren, nysgerrighed og en kritisk sans i forhold til mennesker - både hvad der sker inden i os og hvad der sker mellem os. Så længe jeg kan huske har jeg udforsket og udfordret sociale normer, kulturer, traditioner og samfundsstrukturer. Jeg har en stor interesse og en dyb forståelse for samspillet mellem samfundsforhold, sociale relationer, traumer, nervesystemet og psykisk velbefindende, hvilket kendetegner min tilgang.


Jeg har i ca. 15 år arbejdet i spændingsfeltet mellem samfundsnormer, socialpsykologi og individuelt velbefindende. Vores opvækst, små og store barndomstraumer, sociale relationer, kultur, normer, samfundsstruktur osv. påvirker vores måde at være i verden på, vores selvværd, selvforståelse, adfærd og handlinger. Jeg undrer mig over, at vi har skabt et samfund og en kultur, som mange mennesker ikke trives i. Et samfund og en kultur hvor præstationer og anerkendelse i den ydre, sociale verden ofte bliver opfattet som den sikre vej til "det gode liv".


Jeg møder mennesker med stor nænsomhed og respekt for, hvad de kommer med, jeg forsøger ikke at fikse. Jeg har stor tiltro til, at alle mennesker rummer ressourcer og svar inde i sig selv - omend den rette støtte og hjælp kan være altafgørende for healing, frihed og realisering af små og store livsdrømme.


Jeg har haft en utrolig stor tiltro til mit rationelle sind og har oplevet verden primært fra hovedet. Jeg har været mester i at overhøre min krops og mit hjertes signaler, præstere og være på automatpilot. Det gjorde jeg i mange år. Det var så nemt og tillokkende for mig at følge med strømmen og leve op til samfundets normer for succes, fordi det gav en masse skøn anerkendelse. Inde bag ved havde jeg i virkeligheden en fornemmelse af, at min måde at leve på ikke var rigtig for mig. Det kom til udtryk som en "besværlig" krop og et "besværligt" sind. En grundlæggende fornemmelse af ubalance. En fornemmelse af, at det ikke var bæredygtigt for mig at leve på den måde. Men jeg sad sjældent stille længe nok til rigtigt at tillade at mærke det rigtigt. Da jeg mistede min mor, pludseligt og tidligt, blev det tydeligt for mig, at jeg ville leve mit liv på en anden måde, end jeg hidtil havde gjort. Det indebar for mig bl.a. at invitere krop, hjerte og følelser ind i mit liv og lade hovedet og rationaliteten vige lidt til fordel for andre intelligenser.


I min søgen efter healing og lindren af min indre ubalance har jeg været vidt omkring – og jeg ved alt hvad der er værd at vide om kosttilskud, ernæring, allergier og fysisk aktivitet. Mange spørgsmål og udfordringer fandt jeg dog først svar på da jeg begyndte at rette mit fokus indad. Yoga, meditation, kropsterapi og coaching har givet mig en større fornemmelse for mig selv, større indre balance og frihed.



Uddannelser


2023 Traumeinformeret kropsterapeut, TIK, Evaloa Schou

2021 Certificeret kognitiv coach, Mindjuice

2020 Yogalærer, Lago (RYT 200)

2018 Ph.D. i Sociologi, Københavns Universitet

2009 Kandidat i Sociologi, Københavns Universitet