Der skete noget i mig da jeg forstod – og sådan ægte mærkede – at der ikke er nogen opskrift på livet.

Sikken frihed (og sikke et livsansvar!).
En frihed til at mærke efter og følge min egen fornemmelse. Min egen sandhed.
Et ansvar for at tage mig selv seriøst.

Jeg har så længe jeg kan huske søgt efter sandheden – sandheden som en slags manual til at leve efter. Sandheden om livet. Sandheden om hvorfor vi er her. Store eksistentielle overvejelser. Meningsløshed. En følelse af at famle i blinde, mens mennesker omkring mig tilsyneladende var født med en forkromet plan eller sandhed, de fulgte. Sådan så det i hvert fald ud.

Og sådan er det måske, når vi sammenligner andres overflader med vores egne indersider?

Noget i mig har altid strittet og kæmpet imod den gængse måde, kæmpet mod normer, mine hår rejser sig ved ord som ”plejer” og "bør". Men jeg har været usikker på hvad alternativet var.

Sikken frihed, da jeg tillod mig selv at mærke efter i mig. Jeg ved at det kan lyde så frelst – men det var ikke en beslutning jeg bare tog, eller en indsigt der kom til mig på en sandstrand.

Min mors pludselige død skubbede mig ud over kanten og efterlod mig uden andet valg, end at tage mit livsansvar seriøst. Da hun døde var der noget i mig der vågnede, noget jeg ikke kunne overhøre.

Jeg går vejen, uden at kende destinationen. Vejen asfalterer jeg undervejs. Retningen skifter nogle gange - det er OK at skifte mening.

At følge min indre vej og min drøm indebærer også at jeg ofte føler at jeg famler i blinde og ikke præcist ved hvor jeg er på vej hen. Lader mig guide af en indre fornemmelse for hvad der føles sandt og ikke sandt. Uden at jeg rationelt kan forklare eller forstå mine valg. Det er ikke altid pænt, nemt eller komfortabelt. Men det føles rigtigt, sandt og autentisk.