Elefant der symboliserer rejsen hjem til dig selv
Hvad er et traume?

HVAD ER ET TRAUME?

Et traume opstår, når vi oplever noget, vores nervesystem ikke kan håndtere. Når det bliver for overvældende, for intenst, eller når noget vigtigt udebliver – som at blive set, hørt eller rummet.


Ifølge polyvagalteorien arbejder vores autonome nervesystem konstant på at holde os trygge. Det har tre grundlæggende (idealtypiske) tilstande:

  • Den sociale engagementstilstand, hvor vagusnerven er aktiv og vi føler os trygge og åbne.
  • Kamp/flugt-tilstanden, hvor den sympatiske del af nervesystemet er aktivt og kroppen mobiliserer energi for at handle.
  • Frys/dissociation/kollaps, hvor den dorsale del af vagusnerven er aktiv og vi lukker ned for at overleve.


Når truslen føles for stor – fysisk eller følelsesmæssigt – kan vores nervesystem ikke kæmpe eller flygte, og vi lukker ned i den dorsale vagus-tilstand. Det er en overlevelsesmekanisme, hvor kroppen beskytter sig mod smerte ved at “gå på pause” eller trække sig væk fra sig selv.


Traumer kan derfor ses som “fastlåste” tilstande i nervesystemet – steder, hvor kroppen er fanget i alarmberedskab, frys eller konstant vagtsomhed. Det gør det svært at mærke sig selv, mærke sine grænser, og skabe kontakt til nuet og andre.


I mine kropsterapeutiske sessioner arbejder vi blidt med at støtte dit nervesystem i at finde vej tilbage til social engagering – til en tilstand af tryghed og tilstedeværelse. Vi følger kroppens signaler og sanser, fordi kroppen husker, selv når hjernen har glemt.


Ved at skabe ro og kontakt, hjælper vi nervesystemet til at løsne det fastlåste, genfinde fleksibilitet og skabe plads til hele dig – sårbarhed, styrke og alt derimellem.


Traumeheling er ikke et spørgsmål om viljestyrke, men om at give nervesystemet tid og nærvær til at regulere sig selv. Når det sker, bliver det muligt at mærke livet mere fuldt, at stå stærkere i sig selv og at være nærværende i verden.