Det autonome nervesystem har til opgave at sikre vores overlevelse. Når det opfanger farer (eller signaler det opfanger som farer) vil det igangsætte en overlevelsesrespons, for at få os ud af den faretruende situation. Til det formål skabes der energi - energi der skal bruges til mobilisering, så vi kan komme i sikkerhed. Kroppens førstevalg er flugt - kroppen sender energi ud til de store muskler, så vi kan komme væk fra truslen. Hvis nervesystemet vurderer at truslen er så stor, at det er umuligt at flygte, men at det er muligt at vinde en kamp, så vil det i stedet forsøge kamp - at bevæge sig hen mod truslen.

Hvis nervesystemet vurderer at det hverken er muligt at flygte eller kæmpe, så vil det vælge den sidste overlevelsesstrategi: At sende kroppen i frys. I frys-tilstanden er den ophobede energi indkapslet - potentielt klar til at blive realiseret any time. Gennem kamp og flugt bliver den mobiliserede energi afledt og neutraliseret - og den potentielt traumatiserende oplevelse kommer ud af systemet. I frys forbliver energien indkapslet, det betyder at nervesystemet faktisk oplever truslen som vedvarende. Med en oplevelse af at være konstant i fare, vil nervesystemet være evigt beredt, evigt på vagt. Det påvirker sociale relationer, fysisk og psykisk helbred, adfærd, tanker og følelser negativt.

Traumer er energi ophobet i nervesystemet.

Energi der ikke har fundet vej ud.

Endnu.