Da min mor døde, savnede jeg nogen og noget at spejle mig i. At spejle min sorg i, at blive mødt i at det er okay ikke at være okay.

Ingen af mine veninder havde mistet deres mor. Jeg kunne ikke spejle mig i min søsters måde at være i sin sorg på.

Jeg kunne ikke alt det jeg plejede at kunne. Jeg var i sorg. Jeg kunne ikke arbejde. Itu? Itu set fra den vestlige præstationsfikserede verdens briller…

Ingen steder i tidsregistreringssystemet på mit arbejde kunne jeg notere at mit fravær skyldes ”sorg”… Måtte jeg godt have det sådan? Sådan være gået i stykker indvendigt, ineffektiv, upæn.

Men hvordan er det normalt og socialt acceptabelt at reagere, opføre sig, have det? Hvad er "rigtigt"?

Noget i mig krævede en omorganisering på indersiden. Fordi min rationelle side kunne ikke forstå eller bære sorgen.

Der er en grund til at man i mange kulturer bærer sørgebind i et år.

Til dig der har brug for at høre det lige nu: Du må gerne have det som du har det. Uanset om du bærer en sorg eller om du bærer noget andet, der føles tungt og uoverkommeligt. Dine følelser og fornemmelser fortæller dig noget. Det er din fornemste opgave at lytte. Det er ok at have det som du har det.