Elefant der symboliserer rejsen hjem til dig selv

Spiseforstyrrelser og nervesystemet

Jeg opdagede i mine teenageår at hvis jeg spiste lidt mindre, så blev jeg lidt mindre. Det gjorde det på en eller anden måde nemmere for mig at være i min krop og i verden, når der var mindre af den. Når jeg fyldte mindre.


Mine forældre var rådvilde. Forstod ikke hvorfor jeg ikke bare spiste.


Jeg prøvede et gruppeforløb hos en psykiater – men blev bogstaveligt talt smidt ud af gruppen, da jeg nægtede at blive ved med at tage det psykofarmaka jeg havde fået ordineret. Jeg prøvede et gruppeforløb hos en psykolog, men dets unuancerede fokus på kostplaner og sovs rykkede ikke noget for mig.


Systemet kunne ikke tilbyde mig den rette hjælp. Jeg tror ikke at den rette hjælp fandtes dengang omkring årtusindskiftet.

Jeg havde brug for en der så bag om sygdommen, så mig. En der ikke ville fikse mig med medicin, sovs og kostplaner. Jeg havde brug for en, der med ro, nærvær, tålmodighed og nysgerrighed kunne hjælpe mig med at undersøge, hvad der skete inde i mig. Hvorfor min krop havde brug for at reagere på den måde.


En spiseforstyrrelse handler ikke om mad og krop. Den viden har vi i dag - om end jeg også møder mange, der ikke får den rette hjælp i systemet. Mange der i systemet bliver mødt af en fiksekultur og fiksetilgang, der slet ikke har blik for, hvad der ligger bag symptomer, men ser symptomerne som selve problemet. 


Og med den viden jeg i dag har om overlevelsesstrategier, personlighedsstrukturer, grundfrygt, traumer, nervesystem mv. ved jeg at min spiseforstyrrelse formentlig trækker tråde tilbage til traumer fra min for tidlige fødsel og mine uger i kuvøse. Til min grundfrygt om at være ubetydelig. Til et dysreguleret nervesystem.


En spiseforstyrrelse handler om alt andet end mad. Og for at reducere dens magt over dig, så er det afgørende at se på hvordan de bagvedliggende følelser, erfaringer, overbevisninger og tanker har sat sig i kroppen og nervesystemet. Det kan være vejen ud.


Kæmper du med madstress, overtænker du mad, kostplaner og træning, eller har du udviklet en spiseforstyrrelse? Gennem en kombination af kognitiv coaching og traumeinformeret kropsterapi kan jeg støtte dig i at blive mere fri og arbejde med at løsne de traumer i nervesystemet der holder dig fanget i spiseforstyrrelsen.