Fornemmelsen af at køre på en tresporet motorvej. Ahh. Det går stærkt og effektivt fra A til B. Vejen er allerede bygget for dig, der er skilte der guider dig, der er lys og passende til- og frakørsler. Vejen bliver jævnligt repareret og vedligeholdt af andre, så du kan køre uden at behøve at tænke eller bekymre dig om turen.

Sådan kan det føles når vi følger normer, andres forventninger og samfundets strukturer.

Passer fuldtidsarbejdet, tjener penge, er sød og tilpasset. Livets faser udspiller sig i en bestemt rækkefælge og på en bestemt måde. Vi får kørekortet til motorvejen ind med modermælken.

Men der, på den tresporede motorvej, er du måske ikke særlig tro mod dig selv?

Det kan føles voldsomt at tage en afkørsel som ikke er indtegnet på kortet. Men når du begynder at stå ved dig selv og gøre noget andet – at handle ud fra indre fornemmelser – kan det føles som om du kører på en mark. En mark hvor dit kørekort ikke rækker. Der er bump, det går langsomt, andre kigger skævt til dig og råber til dig om ikke du kommer tilbage på motorvejen? Hvad skal alt det til for?

Der er også huller. Og hver gang du kører ned i et hul, så føles det som om det er jordens dårligste beslutning at vælge at køre på marken.

Du punkterer. Du bliver rigtig god til at skifte dæk. Og med tiden, så er der blevet skabt en vej, din egen vej, hvor du kan køre ret godt.

Det du vander gror. De vaner du træner gror. Der skabes med tiden nye nervebaner i hjernen og pludselig har du måske helt glemt hvordan det er at køre på den trafikerede motorvej og elsker blomsterne, roen og udsigten på markvejen.