At kunne hengive sig til nuet og nydelsen af fx mad, sex, oplevelser, selskab – forudsætter af ens nervesystem er relativt fleksibelt og balanceret. Fordi evnen til at nyde er ikke basal nødvendig – vi kan i princippet sagtens leve hele og halve liv uden nogensinde ægte at nyde noget og uden nogensinde at være rigtigt til stede. Uden at overgive os, slippe kontrollen og bare være tilstede ude at være på vagt. Fordi vi er skabt til at overleve, ikke til at nyde, være glade eller lykkelige. Og hvis vi har vænnet os til at leve med et nervesystem, der hele tiden er lidt på vagt, så kan det ligefrem føles utrygt eller overvældende at skulle være helt til stede og overgive sig til nydelsen. Uden parader. Fordi: hvad nu hvis? Prøv at lægge mærke til, om du har tilliden til at turde overgive dig til nydelsen og nuet – eller om du mærker en holden igen? Nervesystemet er plastisk, og det er altid muligt at skabe nye nervebaner, der understøtter nye og mere konstruktive og selvkærlige måder at v

Noget af det vigtigste jeg har lært gennem min egen indre proces er, at man er nødt til at skabe forbindelse til sig selv, før man kan skabe forbindelse til andre. Sådan ægte. Evolutionært er vi kodet til at være mere tro mod fællesskabet (og vores omsorgspersoner). Til at være utro mod os selv hvis vi fornemmer at det påkrævet for at blive fuldt ud accepteret og rummet og elsket af andre. Og sådan vil vi som regel opfatte det – at der er sider af os selv som det er bedst at vi holder for os selv eller toner lidt ned. Måske vores vrede, vores udtryk, vores dybe følelser. De fleste mærker på et tidspunkt i livet at det er nok. At overlevelsesstrategierne og den tilpassede udgave begynder at krakelere. Eller at man simpelthen bare har fået nok af p*s. Måske kroppen reagerer med fysiske symptomer og nervesystemet kronisk er på overarbejde. Måske tanker og følelser overtager. En slags krise, om du vil. Her kan du vælge, om du bruger alle dine kræfter på at holde dig på sporet, det spor du

Vidste du, at den medgørlige og pleasende måde at være i verden på, kan være udtryk for en stor grad af indre utryghed? En væremåde der hænger sammen med nervesystemets fawn-respons. Fawn er en blandingstilstand, der kombinerer social engagering med nedlukning hvor den dorsale del af vagusnerven er aktiv. Det er en tilstand, der afspejler at vores nervesystem har vurderet at trusselsniveauet er meget højt. Vores nervesystem har vurderet at det hverken er muligt at kæmpe, flygte eller spille død for at sikre overlevelse. Vi prøver med det sidste trumf-kort vi har på hånden – at forhandle os frem til omsorg, accept og inklusion – og derigennem overlevelse. Fordi den dorsale del af vagusnerven er aktiv, er vi afskåret fra at mærke os selv og egne behov. Derimod er det ofte nemt at mærke andre, og måske ligefrem tage andres stemninger på sig: Det ligger til højrebenet at træde til side, gøre sig selv lille og sørge for andre. På bekostning af en selv. Man smider sig selv under bussen, om n

Du kan ikke tale dig ud af alt. Måske du genkender det? At du (ofte) ved, hvad det handler om. At du kender dine mønstre, dine triggers, din frygt, dine traumer. Du HAR talt historierne igennem. Måske gentagne gange. Du har sproget og den kognitive forståelse for hvad der er på spil. Hvad der objektivt er sket, hvad du har fået det til at betyde. Andre gange ved du måske ikke helt hvad der sker og hvorfor din krop pludselig ikke ”makker ret”, hvorfor den gør som den gør. Uanset.Når traumer har sat sig i kroppen – så kan vi ikke tale os ud af det. Kroppen forstår ikke den logik som vores rationelle sind gør. Kroppen har sin egen logik og kroppens sprog er faktisk ret meningsfuldt, hvis du spørger mig - om end det kræver tålmodighed (og måske en kropsterapeuts støtte og ordbog) for at forstå. Og måske det, der sidder i din krop ikke engang er startet hos dig? Måske det er et traume der er nedarvet gennem generationer. Som du er marineret i. Det er ikke bare lige at lægge fra sig på egen

Jeg taler med mange, som har gået en del i samtaleterapi, og derfor har en ret god forståelse for sig selv og hvad der er på spil, hvad der typisk kan trigge og hvilke mønstre de ubevidst tyr til under pres, når de falder i bevidsthedsniveau. Men fordi vi har en god kognitiv og rationel forståelse for os selv og vores historik, så er det langt fra ensbetydende med, at vores krop har forstået det. Kroppen taler gennem fysiske sansninger, symptomer, impulser, instinkter, behov, følelser mv. Kroppen retter ikke ind bare fordi vi godt ved, at det ikke "giver mening" at vi reagerer, tænker eller føler som vi gør. Og slet ikke hvis vi udskammer os selv. Kroppen skal ikke rette ind! Den gør altid dens bedste. Og kroppens måde at reagere og kommunikere på giver ALTID mening ud fra nervesystemets logik. Kroppen skal ses, høres og rummes. Først der får vi adgang til maskinrummet - til at der kan ske noget vigtigt, helende og livsændrende.

At være sammen med mennesker kan nogle gange føles som mere ensomt end at være alene. Noget af det mest ensomme i verden kan være at befinde sig i et rum med mennesker. Mennesker, som man af den ene eller anden grund ikke føler, at man kan tale med om det der i virkeligheden fylder inden i. Vise og være hele sig selv.Uanset om det er fordi de andre ikke kan rumme dybere samtaler om sårbare emner, eller om det er fordi man selv har svært ved at sætte ord på det der fylder inden, sige højt hvordan man (også) har det. Eller en blanding af begge. Omvendt, så kan nærværet med et menneske som forstår og rummer alt det man er, skabe den dybeste følelse af forbindelse og menneskelighed. Og det kan være netop den forbindelse, der giver os mening og håb og livfuldhed. Det kræver at vi rækker ud. Tør sige det højt. Til en. Og husk. Uanset hvad du sidder med, så er der med garanti altid andre, der enten kender det fra dem selv og/eller kan rumme dig med alt det du er ❤️