Der er mange, der har lært at klare sig selv. Ikke bare på overfladen – men helt ind i kroppen. Det er en erfaring, der ofte stammer fra noget, der engang var nødvendigt. Måske var der ikke nogen, der kunne holde dig, da du havde brug for det. Måske blev du mødt med tavshed, afstand eller kaos. Så du lærte at tage dig sammen. At lukke ned. At klare dig selv. Og det virkede. Du overlevede. Du blev dygtig. Selvstændig. Troværdig. Måske endda rolig og rummelig overfor andre. Men der er en pris. For det, der engang var en overlevelsesstrategi, kan blive til en spændetrøje. Kroppen holder vejret. Nervesystemet er altid en smule på vagt. Og det bliver svært at mærke behov – og endnu sværere at række ud. Måske længes du efter støtte, men har svært ved at tage imod. Måske længes du efter nærhed, men lukker i, når nogen kommer tæt på. Måske drømmer du om at læne dig ind – men har glemt hvordan. Det er ikke forkert. Det er ikke dig, der er noget galt med. Det er bare et nervesystem, der har lært

Når kroppen endelig giver slip Måske har du prøvet det: Du har været igennem en svær periode. Truffet store beslutninger. Holdt sammen på alting, også når det hele føltes skrøbeligt. Og nu – hvor det hele er faldet lidt mere på plads – bliver du ramt af en dyb træthed. En tunghed, der ikke længere kan bæres væk med viljestyrke. En udmattelse, som ikke handler om dovenskab, men om noget langt mere grundlæggende. Det er ikke fordi noget er galt. Det er fordi noget er rigtigt. Når kroppen mærker sig tryg – virkelig tryg – begynder den at regulere sig selv. Den slipper de strategier, der tidligere holdt dig i gang. De mønstre, der har hjulpet dig med at overleve. Ifølge polyvagalteorien sker det, når vi glider ind i den del af nervesystemet, der kaldes ventral vagal. Det er her, vi oplever ro, samhørighed og sikkerhed. Det er herfra, vi kan mærke os selv og andre – uden at være på vagt. Men det er også her, kroppen endelig får plads til at gøre det, den ikke tidligere har haft mulighed for

Dit nervesystems fleksibilitet - og dermed din kapacitet til at håndtere situationer, handle og reagere i overensstemmelse med virkeligheden, genfinde ro, være nærværende og nyde udvides gennem tryghed og gennem accept af at det er som det er. Lige nu. Det sker gradvist, over tid, som en tilvænning til en ny måde at være på, et nyt niveau af tryghed, en justering og udvidelse af komfortzonen. Det er essentielt, at det ikke bliver for meget, for hurtigt. At du bliver inden for det, der føles okay, inden for dit tolerancevindue. At du ikke overskrider dine egne grænser (eller lader andre gøre det). Tolerancevinduet er et begreb, der beskriver hvor meget vi kan håndtere, uden at det bliver grænseoverskridende, uden at det bliver for meget for vores system. Hvad vi kan klare og samtidig forblive nærværende og forbundet med os selv og andre mennesker. Det er meget individuelt. Og det er noget der kan forandre sig når vi bevidst giver det opmærksomhed og tid. Når noget bliver for meget for o

Kroppens indre tilstand skaber rammerne for hvilke tanker vi har. Og et roligt nervesystem fordrer dig helt automatisk med mere behagelige tanker, end et alarmeret nervesystem gør. Misforstå mig ikke. Det er ikke fordi jeg mener at vi altid skal have behagelige tanker, eller fordi jeg har en ambition om altid bare at have det godt. Men en af fordelene ved at have et fleksibelt nervesystem er, det tilpasser sig de aktuelle omgivelser og søger efter tryghed, i stedet for at sidde fast i fortidens trusler. Et fleksibelt nervesystem er i stand til at finde indre ro, når der ikke er nogen reelle ydre trusler. Til at restituere. Derimod kan et dysreguleret nervesystem være konstant overopmærksomt på trusler i omgivelserne, trusler der som regel hører fortiden til. Vores indre tilstand og kroppens oplevede trusselsniveau skaber rammerne for vores tanker, vores overbevisninger om os selv og verden – og vores adfærd. Hele det liv vi skaber. Eller sagt på en anden måde, vores tanker og måde at v

At være sammen med mennesker kan nogle gange føles som mere ensomt end at være alene. Noget af det mest ensomme i verden kan være at befinde sig i et rum med mennesker. Mennesker, som man af den ene eller anden grund ikke føler, at man kan tale med om det der i virkeligheden fylder inden i. Vise og være hele sig selv.Uanset om det er fordi de andre ikke kan rumme dybere samtaler om sårbare emner, eller om det er fordi man selv har svært ved at sætte ord på det der fylder inden, sige højt hvordan man (også) har det. Eller en blanding af begge. Omvendt, så kan nærværet med et menneske som forstår og rummer alt det man er, skabe den dybeste følelse af forbindelse og menneskelighed. Og det kan være netop den forbindelse, der giver os mening og håb og livfuldhed. Det kræver at vi rækker ud. Tør sige det højt. Til en. Og husk. Uanset hvad du sidder med, så er der med garanti altid andre, der enten kender det fra dem selv og/eller kan rumme dig med alt det du er ❤️

Jeg taler med mange, som har gået en del i samtaleterapi, og derfor har en ret god forståelse for sig selv og hvad der er på spil, hvad der typisk kan trigge og hvilke mønstre de ubevidst tyr til under pres, når de falder i bevidsthedsniveau. Men fordi vi har en god kognitiv og rationel forståelse for os selv og vores historik, så er det langt fra ensbetydende med, at vores krop har forstået det. Kroppen taler gennem fysiske sansninger, symptomer, impulser, instinkter, behov, følelser mv. Kroppen retter ikke ind bare fordi vi godt ved, at det ikke "giver mening" at vi reagerer, tænker eller føler som vi gør. Og slet ikke hvis vi udskammer os selv. Kroppen skal ikke rette ind! Den gør altid dens bedste. Og kroppens måde at reagere og kommunikere på giver ALTID mening ud fra nervesystemets logik. Kroppen skal ses, høres og rummes. Først der får vi adgang til maskinrummet - til at der kan ske noget vigtigt, helende og livsændrende.