Står forståelse og rummelighed står i vejen for din heling?
At skabe mening er et grundlæggende og dybt forankret menneskeligt behov. Det tilfredsstiller vores rationelle hjernes længsel efter at forstå og systematisere.Vi vil så gerne forstå det der skete, hvorfor vores grænser blev overskredet, hvorfor vores behov ikke blev mødt, hvorfor vi skulle udsættes for det. Hvorfor vi ikke sagde fra og stod op for os selv. Ofte følges forståelsen med en dom – en given skylden til nogen – os selv eller andre. Når vi tidligt i livet udsættes for noget voldsomt, så er vi tilbøjelige til at vende skylden mod os selv: Vi er dybt afhængige af vores omsorgspersoner og det er for sårbart at opleve deres fejlbarlighed. Det kan give grobund for dårligt selvværd. Med tiden lærer vi måske at forstå, bære over og rumme det, hvilket kan være et tegn på emotionel modenhed. Men samtidig kan den rationelle forståelse og emotionelle rummelighed stå i vejen for at vi nogensinde kommer ind til kernen af traumet. Hvis vi distancerer os fra den sande følelse og den kropslige fornemmelse og aldrig rummer dets eksistens – så bliver den ved med at være der. Og det vil blive trigget igen og igen. Det er ikke alt det giver mening og det er ikke alt vi behøver forstå. Det er ikke alt vi behøver rumme. For at hele et traume og undgå at blive trigget i det samme igen og igen er det nødvendigt først at tillade sig selv at mærke, virkelig kropsligt mærke. Og tillade sig selv at have den følelse, stå ved sig selv i den følelse og ikke rationalisere den væk. Kroppen skal med. Først når følelsen og den kropslige sansning forbundet dertil har fået lov at eksistere, blive set, mærket og rummet, så kan den med tiden slippe sit tag, blive mindre sprængfarlig og give plads til den ægte, modne og kropsligt forankrede forståelse og rummelighed.