Når vi bliver trigget, så kæmper vi en kamp, der faktisk i virkeligheden for længst er forbi. Vores nervesystem tager os fluks tilbage til det der skete dengang, og iværksætter en overlevelsesrespons. I et forsøg på at beskytte og sikre at det ikke sker igen.
Forskellen mellem om man bliver trigget, dvs. aktiveret i noget gammelt, eller om man blot reagerer på den situation man står i, er om reaktionen kan siges at være nogenlunde proportionel med den uret (eller lignende) der er foregået. Hvis du reagerer uforholdsmæssigt stærkt - uanset om det kommer til udtryk som direkte konfrontation, bekymring, tankespind, stikken af, undgåelse eller at du zoomer ud - så kan det tyde på, at der er en historie på spil. Noget som ikke har at gøre med nutiden, noget kroppen har med sig fra fortiden.
En følelse varer få minutter. Hvis den er tilstede i længere tid, så er der en historie knyttet til, en historie som har en fysisk forankring i kroppen. Ofte vil vi ubevidst søge efter situationer og relationer, der trigger vores uforløste traumer. Det kan føles komfortabelt og velkendt. Og der ligger et smukt potentiale for heling i netop det. Når vi på et tidspunkt bliver træt af det velkendte og uhensigtsmæssige mønster - og begynder bevidst at arbejde med det.
En måde at komme tilbage til nutiden kan være bede om en pause, til lige at komme tilstede. Eller at kigge rundt i lokalet og lede efter kedelige detaljer, som dine øjne kan dvæle ved. At stryge dig selv over arme/krop med hænderne. Ryste kroppen blidt. Forlænge dine udåndinger. Bevæge hovedet blidt i 8-taller. Måske at få øjenkontakt med et par blide øjne.
Undskyld er et ret helende ord.
Også på bagkant.