Hvis du har lært at sættes andres behov før dine egne, lært at mærke hvad andre har brug først, på bekostning af dig selv, så kan det være nødvendigt - i en periode - at leve med en følelse af, at du svigter andre. Det gør du ikke.
Det kan være nødvendigt at føle, at du svigter andre.
For en stund.
For at du ikke svigter dig selv.
Igen og igen.
Dine behov er vigtige! Det er aldrig bare nemt eller ligetil at ændre vaner og mønstre, som er dybt indlejret i nervesystem, væv og celler. Det er ikke noget vi bare kan beslutte os for at integrere i vores væren. Den rationelle del af vores hjerne taler et andet sprog end vores krop og nervesystem. At gå mod det instinkt, eller den understrøm, som vores overlevelsesstrategier og traumeresponser repræsenterer, det kræver tid, øvelse, indre ressourcer og tryghed: At stoppe med at påtage sig pleaser-rollen, at lære nervesystemet at fungere i andre indstillinger end fawn. At lære helt kropsligt, at dine behov er vigtige og at andres behov ikke kommer først. At det kan være trygt at tilfredsstille egne behov og sætte grænser. Det starter med første lille skridt. Med at du lægger mærke til noget, det ikke er som det skal være. Inden i eller uden på. Og at du gør noget nyt. Det kan være at du siger et behov højt, som du ikke plejer. Det kan være at du sætter en grænse for, hvad du vil være med til. Og vær for guds skyld rummelig med dig selv i processen, hvor du bevæger dig ud på ukendt grund. At skabe bevidsthed om dine mønstre, overlevelsesstrategier, behov og grænser er noget af det, vi sammen kan arbejde med gennem kropsterapi. Nervesystemet er plastisk - vi kan altid skabe den fysiologiske grobund for nye måder at være i verden på.