Noget af det vigtigste jeg har lært gennem min egen indre proces er, at man er nødt til at skabe forbindelse til sig selv, før man kan skabe forbindelse til andre. Sådan ægte. Evolutionært er vi kodet til at være mere tro mod fællesskabet (og vores omsorgspersoner). Til at være utro mod os selv hvis vi fornemmer at det påkrævet for at blive fuldt ud accepteret og rummet og elsket af andre. Og sådan vil vi som regel opfatte det – at der er sider af os selv som det er bedst at vi holder for os selv eller toner lidt ned. Måske vores vrede, vores udtryk, vores dybe følelser.
De fleste mærker på et tidspunkt i livet at det er nok. At overlevelsesstrategierne og den tilpassede udgave begynder at krakelere. Eller at man simpelthen bare har fået nok af p*s. Måske kroppen reagerer med fysiske symptomer og nervesystemet kronisk er på overarbejde.
Måske tanker og følelser overtager.
En slags krise, om du vil. Her kan du vælge, om du bruger alle dine kræfter på at holde dig på sporet, det spor du har brugt hele dit liv på at sætte form og retning på. Eller, om du tillader en afsporing, slipper kontrollen med retningen og lader dig føre med hvor end livet tager dig hen. Til nye måder at være på, nye relationer, nye mulige situationer. Tillader kontroltabet og overgivet dig til maskefaldet, uvisheden og det usikre og ubehagelige der er forbundet med ikke at kende din retning eller vide hvem du er. Ro på, det kommer.
Kroppen reorganiserer gradvist og over tid vil celler, væv og nervesystem tilpasse sig den nye udgave af dig. Og husk at tage dig tid til at skabe den dybe kontakt til dig selv, som er forudsætningen for at du kan skabe den dybe kontakt til andre og leve i integritet med den du i virkeligheden er. Og på et tidspunkt giver det mening at lege med at skiftevis at søge udad og indad igen - at mærke hvad der sker i kontakten til andre, hvilke kvaliteter i dig der bliver spejlet i forskellige relationer og situationer. Og mærke efter hvilke der føles mest nærende at fokusere på.